Ungarn er, som det altid har været - og dog i stadig forandring. Dette paradoks kan man sikkert kun opleve i det lille seje, nationalbevidste land i Karpaterbækkenet. Op gennem historien er landet gang på gang blevet hærget af fremmede folkeslag, og lige så ofte har befolkningen måttet genopbygge landet, altid under indtryk af nye, kulturelle påvirkninger, der afsatte sig i arkitekturen, folkekunsten og gastronomien. På trods af den fremmede, om end frugtbare indflydelse er det samtidig lykkedes ungarerne at bevare deres sprog og nationale identitet. Ungarn har altid været indbegrebet af smægtende sigøjnermusik, puszta og paprika, men da landet som det første østblokland åbnede sine grænser, gled Vesten hurtigt ind i det ungarske dagligliv, først og fremmest i Budapest, hvor internationale hotelkæder og modeforretninger med udenlandske mærkevarer præger bybilledet sammen med vestlige aviser i kioskerne og et trafikkaos som i så mange andre storbyer. Ungarn vil i dag ikke lade sig nøje med at være den eksotiske gulaschstat i østeuropa. Landet kigger mod vest, mod EU, Østrig og Tyskland. Denne realitet, et land mellem tradition og fornyelse, er turistens skinbarlige held. Man behøver ikke give afkald på Vestens komfort og frihed, paprikamarkerne trives, Balaton-søen er så varm som altid, pusztaen er stadig romantisk, og jugendstilbygningerne stråler i fordums glans. Kulturlivet blomstrer i teatre og koncertsale, cafeerne har fået sjæl igen, forlystelseslivet står ikke tilbage for Paris', og et utal af restauranter serverer lettere mad og en mere tør vin. Er man åben, møder man samtidig et land i en spændende fase, et land, som higer efter vestlig påvirkning, men som selvbevidst og på trods af fremmed indflydelse har forstået at bevare sin integritet og identitet - dette land og dets hovedstad er både attraktiv og dybt fascinerende som rejsemål.